fredag den 7. januar 2011

Far - anerkend din særligt sensitive søn

Farens rolle er af uvurderlig betydning, hvis du har en særligt sensitiv søn. Dette indlæg er til dig som mand, der har en særligt sensitiv søn. Du har nemlig den største indflydelse på hvorledes din særligt sensitive søns liv vil forme sig.
 Om din søn vil formå at omsætte sine særlige egenskaber han har fået i vuggegave som særligt sensitiv afhænger i høj grad af din anerkendelse af ham.
 Jeg har drøftet dette indlæg med min mand som er en rigtig god far for vores søn. Her er anerkendelse og kærlighed i højsædet. Din søn er en gave og en udfordring. Måske drømte du om at få en dreng du kunne tage med på stadion eller spille Fifa 11 med. Måske vil din søn med på stadion, når han bliver ældre, men som yngre er det ofte helt andre ting, der interesserer ham.


Det kan være svært at se i øjnene, at din søn måske blev helt anderledes end du forestillede dig, da du så det lille menneske første gang. Du fik en hel unik lille dreng. En særligt sensitiv dreng med en indre følsomhed og indsigt i andre mennesker, der går langt forud hans boldevner eller jævnaldrende. Du fik en særligt sensitiv dreng og du holder hans selvværd og evne til at begå sig i verdens fortrædeligheder i din hule hånd. Det kan derfor være en rigtig god idé at læse litteratur om særligt sensitive drenge. Ted Zeff har udgivet en bog om sensitive drenge, der meget snart udgives på dansk. Du kan også søge mere information på denne blog eller på http://www.sensitiv.dk/

6 gode råd til at lade selvværdet vokse hos din særligt sensitive søn
  • Anerkend din dreng med fysisk omsorg, kram og kys
  • Tal med din dreng om hans oplevelser og følelser.
  • Tillad dig selv at drage med din dreng ind i hans rige følelsesmæssige univers - og bliv stolt af din kloge dreng
  • Støt din drengs interesser uanset hvilken slags han vælger
  • Tving ham ikke til fodbold eller anden kontaktsport hvis ikke han vil
  • Introducer ham til fysisk aktivitet
  • Forsvar ham og lær ham at sige fra overfor andre dominerende og vilde drenge
Min egen søn er i dag 9 år. Han er fuldstændig opslugt af spejderlivet, svømning og er så småt begyndt at finde glæden ved fodbold på eget initiativ i perioder. Min mand bakker op om spejderlivet, køber masser af snore og torv til alle hans fælder og små opfindelser. Min søn har brug for sit "helle" på værelset, hvor han lader op med sine egne ting og sager. Det giver ham energi og livsmod.

Som far til en særligt sensitiv dreng har du fået den største gave i form af en følelsesmæssigt højt udviklet dreng fuld af loyalitet og hengivenhed over for dig som far. En hengivenhed og kærlighed, der vil vare livet ud, hvis du anerkender og opbygger hans selvværd.