Jeg har længe tænkt, at jeg vil skrive et indlæg om de neurologiske årsagsforklaringer på sansemotoriske problemer. Der findes mange gode og detaljerede artikler på nettet, men de er lavet på rent faglige facts og jeg har ofte manglet en artikel, der kobler den sansemotoriske faktuelle viden med de symptomer man oplever som forælder. Symptomer, der kan være til stor frustration og sorg, da barnet tydeligt har nogle områder, hvor de klarer sig dårligere end "almindelige børn" og hvor de skal kæmpe mere for at klare basale daglige udfordringer end andre børn.
Sansemotoriske problemer ses hos 5-10% af alle børnene i en årgang. Tallet ses at være svagt stigende år fra år og årsagerne er mange. Flere for tidligt fødte børn overlever, der diagnosticeres flere børn med neurologiske udviklingsforstyrrelser hvoraf sansemotoriske problemer ses som en del af det samlede diagnoseproblematik
Det var derfor meget svært for mig at at finde relevant litteratur om emnet da jeg gik i gang med at søge for 1 1/2 år siden. De få sparsomme forklaringer jeg kunne finde i forhold til at finde ud af hvilke problematikker min søn havde var sansemotoriske problemer som oftest beskrevet som en del af en autismeforstyrrelse eller ADHD eller ADD problematik. Min søn har ingen af delene, men han havde til gengæld sansemotoriske problemer i et omfang, der hindrede ham i at være sammen med sine kammerater i aktive fysiske lege.
Jeg vil i et andet indlæg gå i dybden med de fysiologiske aspekter af de sansemotoriske problematikker, men vil kort her skitsere, at de sansemotoriske problemer er forankret i forstyrrelser indenfor 3 områder: Den vestibulære, den taktile og kinæstetiske sans
Min søn havde store problemer med den taktile sans. Han fik voldsomme følelsesudbrud, når strømperne sad forkert eller der var mærker i nakken. Acryl, uld og polyester kunne han slet ikke holde ud af have på. Hold op, hvor har jeg været frustreret over hans nedbrud over nogle sokker, der for mig så helt almindelig ud..."Moarrr, de strammer og gør ondt"...Den taktile sans er defineret ud fra de sanseceller i huden, der registrerer varme, kulde, tryk, berøring og smerte. Jeg var så ked af at se, hvordan han undgik fysisk kontakt med selv sine bedste venner, men nu forstår jeg jo fuldt ud hvorfor.
Min søns problemer med den taktile sans gav sig udslag i følgende:
var ikke begejstret for at komme i bad
hadede berøring af hans ansigt og hoved
havde konstant mad om undermunden ved spisning og kunne ikke mærke det
hadede at gå med bare tæer i sand
foretrak langærmede bluser og bukser selv i de varmeste sommerdage
undgik fysisk berøring med andre
blev meget påvirket af et mærke i blusen
alt tøj skulle være i bomuld
en bluse med blot lidt acryl kunne udløse et "nedsmeltningsanfald"
foretrak ofte at gå alene rundt
sad uroligt på stolen
kunne have lidt koncentrationsproblemer
Det var en lettelse at læse det på tryk. Finde ud af hvorfor min søn reagerede anderledes på en måde som ikke gav sig så meget til udtryk, at hans lærere så det som et problem. Det var derfor virkelig svært at nå igennem til lærerne. Jeg følte mig utroligt ensom og frustreret i den proces for jeg kunne jo se, at min søn var fuldstændig færdig, når han kom hjem fra skole. Min søn har, noget atypisk, aldrig reageret med at slå sine skolekammerater, men trak sig i stedet.
I december 2008 faldt min søn ofte over sine egne ben. Han slingrede på cyklen så vi ikke turde cykle med ham i trafikken, havde ingen fornemmelse af højre og venstre, havde flere ugentlige "nedsmeltningsudbrud" eller "sansemæssige trafikpropper" som vi kaldte dem, manglede lateralitet, trak sig i de fysisk hårde lege, gik ofte ind foran os alle, når vi gik tur og havde ingen fornemme lse af hvor vi andre var på fortorvet og vi andre var ofte ved at snuble over hans pludselige retningsskift.
På trods af disse tydelige besværligheder formåede han at kompensere en del i skolen, så det ikke blev "opdaget" af hans lærere. Han slog ikke, drillede ikke, var en lidt stille og meget reflekterende dreng med en yderst veludviklet empatisk evne, hvilket var særdeles kontraindicerende på en problematik relateret til en udviklingsforstyrrelse. Derfor var det utroligt svært at finde relevant materiale jeg kunne forholde mig til, da min søn ikke havde problemer med empati, indlevelse og refleksion.
Åh, hvor gjorde det ondt på daværende tidspunkt. Når jeg ser så ser ham nu kan jeg ikke forstå, at det er den samme dreng, men det betyder, at der er håb forude - også for dig, der læser dette og står midt i det lige nu. Der er muligheder og håb for at opnå gode resultater. Det vil jeg løbende skrive mere detaljeret om i en kombination af mine egne oplevelser, tanker og følelser.
Sansemotoriske problemer ses hos 5-10% af alle børnene i en årgang. Tallet ses at være svagt stigende år fra år og årsagerne er mange. Flere for tidligt fødte børn overlever, der diagnosticeres flere børn med neurologiske udviklingsforstyrrelser hvoraf sansemotoriske problemer ses som en del af det samlede diagnoseproblematik
Det var derfor meget svært for mig at at finde relevant litteratur om emnet da jeg gik i gang med at søge for 1 1/2 år siden. De få sparsomme forklaringer jeg kunne finde i forhold til at finde ud af hvilke problematikker min søn havde var sansemotoriske problemer som oftest beskrevet som en del af en autismeforstyrrelse eller ADHD eller ADD problematik. Min søn har ingen af delene, men han havde til gengæld sansemotoriske problemer i et omfang, der hindrede ham i at være sammen med sine kammerater i aktive fysiske lege.
Jeg vil i et andet indlæg gå i dybden med de fysiologiske aspekter af de sansemotoriske problematikker, men vil kort her skitsere, at de sansemotoriske problemer er forankret i forstyrrelser indenfor 3 områder: Den vestibulære, den taktile og kinæstetiske sans
Min søn havde store problemer med den taktile sans. Han fik voldsomme følelsesudbrud, når strømperne sad forkert eller der var mærker i nakken. Acryl, uld og polyester kunne han slet ikke holde ud af have på. Hold op, hvor har jeg været frustreret over hans nedbrud over nogle sokker, der for mig så helt almindelig ud..."Moarrr, de strammer og gør ondt"...Den taktile sans er defineret ud fra de sanseceller i huden, der registrerer varme, kulde, tryk, berøring og smerte. Jeg var så ked af at se, hvordan han undgik fysisk kontakt med selv sine bedste venner, men nu forstår jeg jo fuldt ud hvorfor.
Min søns problemer med den taktile sans gav sig udslag i følgende:
var ikke begejstret for at komme i bad
hadede berøring af hans ansigt og hoved
havde konstant mad om undermunden ved spisning og kunne ikke mærke det
hadede at gå med bare tæer i sand
foretrak langærmede bluser og bukser selv i de varmeste sommerdage
undgik fysisk berøring med andre
blev meget påvirket af et mærke i blusen
alt tøj skulle være i bomuld
en bluse med blot lidt acryl kunne udløse et "nedsmeltningsanfald"
foretrak ofte at gå alene rundt
sad uroligt på stolen
kunne have lidt koncentrationsproblemer
Det var en lettelse at læse det på tryk. Finde ud af hvorfor min søn reagerede anderledes på en måde som ikke gav sig så meget til udtryk, at hans lærere så det som et problem. Det var derfor virkelig svært at nå igennem til lærerne. Jeg følte mig utroligt ensom og frustreret i den proces for jeg kunne jo se, at min søn var fuldstændig færdig, når han kom hjem fra skole. Min søn har, noget atypisk, aldrig reageret med at slå sine skolekammerater, men trak sig i stedet.
I december 2008 faldt min søn ofte over sine egne ben. Han slingrede på cyklen så vi ikke turde cykle med ham i trafikken, havde ingen fornemmelse af højre og venstre, havde flere ugentlige "nedsmeltningsudbrud" eller "sansemæssige trafikpropper" som vi kaldte dem, manglede lateralitet, trak sig i de fysisk hårde lege, gik ofte ind foran os alle, når vi gik tur og havde ingen fornemme lse af hvor vi andre var på fortorvet og vi andre var ofte ved at snuble over hans pludselige retningsskift.
På trods af disse tydelige besværligheder formåede han at kompensere en del i skolen, så det ikke blev "opdaget" af hans lærere. Han slog ikke, drillede ikke, var en lidt stille og meget reflekterende dreng med en yderst veludviklet empatisk evne, hvilket var særdeles kontraindicerende på en problematik relateret til en udviklingsforstyrrelse. Derfor var det utroligt svært at finde relevant materiale jeg kunne forholde mig til, da min søn ikke havde problemer med empati, indlevelse og refleksion.
Åh, hvor gjorde det ondt på daværende tidspunkt. Når jeg ser så ser ham nu kan jeg ikke forstå, at det er den samme dreng, men det betyder, at der er håb forude - også for dig, der læser dette og står midt i det lige nu. Der er muligheder og håb for at opnå gode resultater. Det vil jeg løbende skrive mere detaljeret om i en kombination af mine egne oplevelser, tanker og følelser.
