søndag den 11. marts 2018

Mit sensitive barn blev en normal og sensitiv teenager i 2018

Mit sensitive barn blev en helt normal og sensitiv teenager. Det er mere end 5 år siden jeg skrev det sidste indlæg på denne blog om mit sensitive barn. Han er nu blevet en velfungerende, normal og stadig sensitiv teenager, som snart er færdig med skolen.



Han går i dag på efterskole og trives utroligt godt. Hans sensitivitet kommer i dag til udtryk i en helt særlig kreativitet, som betyder, at han har en betydelig indtjening på You Tube, hvor han producerer videoer til et stort internationalt publikum. Han interesserer sig for emner, som er meget aktuelle og er god til at ramme aktuelle trends og emner, der har stor almen interesse for store dele af den engelsktalende befolkning.

Jeg kan se, at bloggen har haft rigtigt mange besøgende igennem årene. Der kommer stadig mange læsere til hver måned, så derfor har jeg besluttet, at den får lov til at blive stående i sin nuværende form.

Da jeg begyndte at blogge i 2010 var der ikke meget information om sanseintegration og sensitive børn på nettet. I takt med, at årene er gået er der kommet mange gode og informative sider om emnet. Det er en god udvikling, da det betyder, at forældre, som står med samme udfordringer, som jeg gjorde for snart et årti siden, har bedre muligheder for at blive klogere på deres barns potentiale og udfordringer.

Vi flyttede min søn i 3. klasse fra hans daværende skole. Det var den absolut bedste beslutning vi tog på hans vegne. Efter flere år i en klasse, hvor der var massive udfordringer med bl.a. en dreng, der havde en meget voldsom udadreagerende adfærd, som gik meget ud over min søn, var han forfærdelig påvirket. Det eneste jeg i dag fortryder, var at vi ikke flyttede ham noget før, da han var i et miljø, der var så negativt for ham. Heldigvis kom han i en klasse med dygtige og empatiske lærere og velfungerende børn, hvor han udviklede sig meget positivt resten af skoletiden.

Han er stadig en sensitiv ung mand og han blev aldrig den store fodboldspiller. Til gengæld har han i dag masser af venner, en opmærksom og empatisk tilgang til livet og store forventninger til sin egen fremtid.

Kære læser. Jeg håber, at du fortsat kan bruge bloggens mange indlæg. Står du lige nu, rådvild og spekulerende, på dit sensitive barns fremtid? Så fat mod. Jeg troede aldrig, at jeg ville slippe bekymringerne om min søns fremtid og hans liv. I dag er jeg fuld af optimisme, da jeg kan se, hvor godt han har det. 

De bedste tanker fra bloggens ejer.