tirsdag den 28. december 2010

Forbered dit sensitive barn på døden - del 2



Den store livscyklus
De særligt sensitive børn kan ikke skånes i forhold til døden. Døden er et biologisk faktum vi alle kommer ud for. Vi fødes og dør alle på et tidspunkt. Jeg har altid selv tænkt meget over døden og det samme gør min særligt sensitive søn. I disse dage har han talt meget om, at han ikke vil dø og hvad der sker, når vi dør. Hvad fortæller vi vores særligt sensitive børn, når de spørger os om døden? Det er vigtigt at være ærlig og autentisk, men husk at det kan være svært for særligt sensitive børn at få at vide, at når vi dør bliver vi begravet og ædt af ormene.

Hvis det udelukkende var den version jeg fortalte min søn, når han spørger, så ville han ligge søvnløs i flere nætter og spekulere på det. Det ville ramme ham i sådan grad, at han ikke ville kunne fungere normalt i hverdagen, da han ville have mange tanker om det. Omvendt er det også vigtigt at du er ærlig som forælder. Dit særligt sensitive barn fornemmer lynhurtigt, hvis ikke du er oprigtig. Så tag udgangspunkt i den forestilling du selv har om døden, når du fortæller dit barn hvad der sker efter døden .
-->

Skal en nær slægtning eller relation dø i nærmeste fremtid så bør du eller anden pårørende forberede dit særligt sensitive barn på døden.

8 gode råd i forhold til at forberede dit særligt sensitive barn på døden
  • Tag udgangspunkt i barnets alder og refleksionsniveau
  • Tal, tal og tal med dit særligt sensitive barn når barnet udtrykker behov herfor
  • Vær opmærksom på om barnet græder lydløst, når det er kommet i seng om aftenen. Hold om barnet og lad det græde
  • Lad barnet se den afdøde, hvis der udtrykkes behov herfor. Er det en naturlig død er et lig ikke grimt og skræmmende
  • Lad barnet deltage i begravelsen, hvis det ønskes
  • Børn går ind og ud af sorgen. Det ene øjeblik græder det voldsomt for at lege med sit legetøj øjeblikket efter
  • Lad barnet mindes den afdøde gennem billeder, samtaler, fortællinger, videoer og besøg på gravstedet
  • Lad sorgbearbejdelsen ske i de doser, barnet udtrykker behov for
Vær dog klar over, at dit særligt sensitive barn kan reagere meget voldsomt med raseri, hulkeri, råb og tydelige afmagtshandlinger, da sorgen fylder hver sprække i deres celler i perioder. Derfor må du være forberedt på omverdenens manglende forståelse efter et stykke tid. Måske reagerer dit særligt sensitive barn stadig voldsomt i børnehave eller skole. Da må du værne om dit særligt sensitive barns ret til at være i sorg - også længe efter fagpersoner omkring barnet mener, at nu må barnet komme videre. Dit særligt sensitive barn vil komme videre og gennemleve sorgen. Det kan bare tage længere tid, da deres sanseapperat overbelastes voldsomt ved at opleve sorg og død.
-->