Da vi fik konstateret, at vores søn havde sansemotoriske problemer startede en langvarig proces, der indeholder mange led i en lang, lang kæde som mentalt kan føles uendelig. Jeg ville ønske jeg havde vidst det dengang, men der er ingen steder vi som forældre til børn med sansemotoriske problemer kan gå hen og få relevant rådgivning omkring de krav der stilles til os, når diagnosen er stillet.
Det vil denne blog forsøge at råde bod på. Der er rigtigt mange gode faglige artikler om sanseintegration og træning, men der er ingen ting at finde om hvor mange mentale ressourcer det kræver af os forældre.
Havde jeg vidst hvor hårdt det ville være og hvor struktureret og systematisk vi skulle arbejde over meget lang tid ville jeg have brugt lidt mere tid på de psykologiske aspekter i forhold til mentaltræning for at skabe mig et overblik. Det kræver ressourcer og en vis kognitiv kapacitet for at udholde dette.
-->
I starten var min mand og jeg drevet af entusiasme og lyst til at gøre en vedvarende indsats. Endelig havde vi fået et svar på hvorfor vores søn trak sig i skolen, var træt, klodset, havde sansemotoriske trafikpropper og ugentlige nedsmeltningsanfald ledsaget af en masse bekymringer og følelsesmæssige problemstillinger. NU skulle vi dælme gøre hvad vi overhovedet kunne for at hjælpe ham. Det gjorde vi så. Vedvarende, systematisk og kontinuerligt. Det enestående ved at arbejde med rene SI-problematikker er, at der forholdsvist hurtigt viser sig synlige forbedringer. Min søn begyndte at få overskud til legeaftaler, kontaktsport og fik sin humoristiske tilgang til livet tilbage. Samtidigt reduceredes hans bekymringer og pylrede facon, når han var træt. Det vil denne blog forsøge at råde bod på. Der er rigtigt mange gode faglige artikler om sanseintegration og træning, men der er ingen ting at finde om hvor mange mentale ressourcer det kræver af os forældre.
Havde jeg vidst hvor hårdt det ville være og hvor struktureret og systematisk vi skulle arbejde over meget lang tid ville jeg have brugt lidt mere tid på de psykologiske aspekter i forhold til mentaltræning for at skabe mig et overblik. Det kræver ressourcer og en vis kognitiv kapacitet for at udholde dette.
Vi tog det uge for uge. Satte træningen systematisk i værk i tæt dialog og samarbejde med vores professionelle træningspartner. Jeg læste mig gul og blå i hovedet om relevant træning i forhold til hans specifikke problematikker, som du kan læse om her: http://sanseintegration.blogspot.com/2010/07/den-sansemotoriske-undersgelse-af-min.html
Det var hårdt, rigtigt hårdt at bevare gejsten, den daglige træning og overskuddet på dage, hvor vi var trætte, sønnen klynkede og der også skulle være tid og energi til vores andre børn. På dage med overskud var vores andre børn med i træningen med kolbøtter, krabbegang, balancegang og gyngeture. Min mand og jeg skiftedes til at holde hinanden oppe og træne de dage, hvor vi var rigtigt trætte og ikke gad.
--> Træningens effekt viste sig rigtigt efter nogle måneder, men der var også vi rigtigt mange kolbøtter igennem. Det gav mange sejre og krævede en vedvarende indsats som du kan læse om her http://sanseintegration.blogspot.com/2010/07/status-paa-sansemotoriske-problemer.html Som du der kan læse kan en kontinuerlig, systematisk og vedvarende indsats, der kræver det langsigtede øjeblik give rigtigt gode og vedvarende resultater som er nødvendige for at vores børn kan klare sig i livet fremover.
