Vi skulle tilbage efter næsten 7 ugers sommerferie.
Det har været svært. Rigtigt svært for min søn. Det var hårdt at starte i 2. klasse igen for ham. Han startede mandag morgen efter at være kommet for sent i seng i søndags, hvilket jeg ville ønske jeg kunne lave om. Han glædede sig til at komme i gang igen efter så mange ugers ferie, men det var en udmattende omgang for ham.
Han tog endda hjem til sin morfar lige efter skole sammen med sin storebror. Alligevel var han træt. Han var så ked af, at han blev valgt til sidst i fodbold. Desværre virker det som om flere og flere af klassens drenge bliver interesserede i fodbold eller mere er det de samles om i frikvartererne. Det er ikke let for min søn, men det kan man jo ikke tage højde for, når man starter i en klasse. Mellemste søn har besluttet, at han er med et par gange om dagen, men han er ked af, at han bliver valgt til sidst.
Jeg forstår ham godt. Lige nu ved jeg bare ikke helt, hvad jeg skal gøre. Han har nogle helt enestående betragtninger og og overvejelser angående de dybere sociale og menneskelige sammenhænge som er langt forud hans alder. Han reflekterer og som han siger "han kan føle andre mennesker". Det er en gave for ham, men her i barndommens gade er det ikke altid en gave. Det kan være hårdt at stå i en skolegård og ikke vide, hvor man skal gå hen medmindre man bevæger sig ind på fodboldbanen, hvor man ikke er en succes fordi ben, arme og kroppen ikke helt formår at bevæge sig på samme hurtige og nemme måde som flere af kammeraterne. Han får altid lov at være med, men bliver konsekvent sidst valgt. Det gjorde jeg selv i alle former for boldspil. Jeg var håbløs til langbold, rundbold og jeg har aldrig spillet nogen former for holdsport i bold.
På nogle måder er han som en "gammel sjæl" i en lille krop, der vil have langt større muligheder for at udnytte sit potentiale senere i livet.
I går var han hjemme hos en af sine klassekammerater. Det var godt, men han var træt og jeg ved ikke helt om det var så god en idé, selvom han kom glad hjem. Vi er ikke altid så stringent strukturerede i forhold til tid selvom vi burde være det. Han kom for sent i seng. Det gjorde, at han havde en rigtig skidt dag i dag. Han var blevet ked af, at han havde fået at vide, at han ikke måtte være med i en leg med nogle af hans klassekammerater. Vi fik en lang snak i eftermiddag om at være med, blive afvist og tåle afvisninger. Mellemste søn er også ked af, at han ikke oplever at være nogens første valg, når der skal laves grupper i flere skolerelaterede sammenhænge. Klasselæreren oplever det anderledes.
Der er mange nye indtryk at forholde sig til. I dag har han været i skole til kl. 14.00 og skoledagen er lang. De har flyttet klasseværelse og fået nye pladser. Derfor er det svært for ham med alle de nye indtryk, der skal "fordøjes" af sanserne, den nye omskiftelighed i rutinerne og de lange dage.
Han starter snart til spejder fordi han er så glad for udeliv. Det vil også skaffe nogle flere kontakter i nærområdet, håber vi. Der er i hvert fald 5-8 drenge tilknyttet den spejdergruppe han skal være med i.
Det er hårdt at se ham sådan. Det gør ondt i min sjæl, men jeg må prøve at gøre hvad jeg kan for at ruste ham til livet og udnytte sine særlige sensitive evner i forhold til at kunne føle andre mennesker.
Det har været svært. Rigtigt svært for min søn. Det var hårdt at starte i 2. klasse igen for ham. Han startede mandag morgen efter at være kommet for sent i seng i søndags, hvilket jeg ville ønske jeg kunne lave om. Han glædede sig til at komme i gang igen efter så mange ugers ferie, men det var en udmattende omgang for ham.
Han tog endda hjem til sin morfar lige efter skole sammen med sin storebror. Alligevel var han træt. Han var så ked af, at han blev valgt til sidst i fodbold. Desværre virker det som om flere og flere af klassens drenge bliver interesserede i fodbold eller mere er det de samles om i frikvartererne. Det er ikke let for min søn, men det kan man jo ikke tage højde for, når man starter i en klasse. Mellemste søn har besluttet, at han er med et par gange om dagen, men han er ked af, at han bliver valgt til sidst.
Jeg forstår ham godt. Lige nu ved jeg bare ikke helt, hvad jeg skal gøre. Han har nogle helt enestående betragtninger og og overvejelser angående de dybere sociale og menneskelige sammenhænge som er langt forud hans alder. Han reflekterer og som han siger "han kan føle andre mennesker". Det er en gave for ham, men her i barndommens gade er det ikke altid en gave. Det kan være hårdt at stå i en skolegård og ikke vide, hvor man skal gå hen medmindre man bevæger sig ind på fodboldbanen, hvor man ikke er en succes fordi ben, arme og kroppen ikke helt formår at bevæge sig på samme hurtige og nemme måde som flere af kammeraterne. Han får altid lov at være med, men bliver konsekvent sidst valgt. Det gjorde jeg selv i alle former for boldspil. Jeg var håbløs til langbold, rundbold og jeg har aldrig spillet nogen former for holdsport i bold.
På nogle måder er han som en "gammel sjæl" i en lille krop, der vil have langt større muligheder for at udnytte sit potentiale senere i livet.
I går var han hjemme hos en af sine klassekammerater. Det var godt, men han var træt og jeg ved ikke helt om det var så god en idé, selvom han kom glad hjem. Vi er ikke altid så stringent strukturerede i forhold til tid selvom vi burde være det. Han kom for sent i seng. Det gjorde, at han havde en rigtig skidt dag i dag. Han var blevet ked af, at han havde fået at vide, at han ikke måtte være med i en leg med nogle af hans klassekammerater. Vi fik en lang snak i eftermiddag om at være med, blive afvist og tåle afvisninger. Mellemste søn er også ked af, at han ikke oplever at være nogens første valg, når der skal laves grupper i flere skolerelaterede sammenhænge. Klasselæreren oplever det anderledes.
Der er mange nye indtryk at forholde sig til. I dag har han været i skole til kl. 14.00 og skoledagen er lang. De har flyttet klasseværelse og fået nye pladser. Derfor er det svært for ham med alle de nye indtryk, der skal "fordøjes" af sanserne, den nye omskiftelighed i rutinerne og de lange dage.
Han starter snart til spejder fordi han er så glad for udeliv. Det vil også skaffe nogle flere kontakter i nærområdet, håber vi. Der er i hvert fald 5-8 drenge tilknyttet den spejdergruppe han skal være med i.
Det er hårdt at se ham sådan. Det gør ondt i min sjæl, men jeg må prøve at gøre hvad jeg kan for at ruste ham til livet og udnytte sine særlige sensitive evner i forhold til at kunne føle andre mennesker.
