Det er længe siden, at jeg har skrevet om mellemste søn på denne blog. Vi har haft en lang og god sommer, hvor vi tydeligt kan mærke, at mellemste søn er blevet ældre, mere kropsligt og socialt udholdende.
Han bliver 8 år om få uger. Kigger jeg tilbage på det sidste år er der sket en kolossal udvikling på alle fronter. Hans fysiske og psykiske selvværd, hans veludviklede empatiske evne og ikke mindst en positiv udvikling af det filter, der er med til at sortere, ordne og udholde alle de massive sanseindtryk vi konstant bombarderes med.
Han bekymrer sig ikke længere om de praktiske forhold, der skal til for at få hverdagen til at glide. Ikke ensbetydende med, at han ikke ved hvorledes tingene forholder sig, men en tillid og bevisning om, at det ikke er hans ansvar, om der er mælk i køleskabet. Han bekymrer sig aldrig længere om der er mælk i køleskabet eller græder over, at han har glemt sin danskbog i skolen. Det var så fortvivlende som forælder at opleve, da vi aldrig har skældt ham ud over det. Nu glemmer han meget sjældent sine skolebøger, men sker det en enkelt gang trækker han bare på skuldrene og siger, at han nok skal huske den til dagen efter.
Han er netop stoppet med at gå til sansemotorisk træning. Der er sket en stor udvikling, men fakta er, at det var svært at inspirere ham til at udføre alle øvelserne længere. Han vil hellere lære at løbe på rulleskøjter, løbe, hoppe på trampolin i haven med sine venner, lave alverdens boldlege i skolegården i frikvartererne. Han bliver måske aldrig den helt store fodboldspiller, men det er fuldstændig ligegyldigt! Han har fået lyst og energi til konstant at være med og er sjældent den sidst valgte længere. I 0.klasse lavede vi en aftale om, at han hver dag skulle være med i mindst 2 former for boldleg i løbet af dagen. Nu laver han næsten ikke andet, hvad enten det er fodbold, firkant, mur, stikbold og andre navne, hvis konkrete indhold jeg ikke kender. Når jeg henter ham i skolegården går han aldrig rundt med hatten op om ørerne alene eller sidder for sig selv i klassen og er dødtræt. Han er som oftest i gang med at lege, drøner rundt ude på boldbanen, leger fangeleg eller kommer mig løbende i møde med et "må jeg komme med den og den hjem eller må de komme hjem til mig".
Det betyder ikke, at alt er fuldstændigt lyserødt. Mellemste søn vil altid være et særligt sensitivt gemyt, der også trives godt i eget selskab med at bygge lego, finde på og opfinde. Jeg kender ingen, der kan få så meget ud af en pind, noget papir og tape som mellemste søn. Han har en fantasi og kreativitet, der i den grad er timer til mange timers leg i enerum. Han kan have enkelte sjældne dage, hvor han er helt færdig og tænker alt for dybt over alvorlige emner. Når jeg skriver alt for dybt er det fordi jeg så inderligt mærker mit eget lille indre barn i den sammenhæng. Jeg forstår ham fuldt ud og fortæller ham, at jeg også tænkte så dybt over tilværelsen i hans alder, men at det også er vigtigt bare at være til, lege, glemme og være en dreng på 8 år med krudt i bagdelen. Jeg er ikke sikker på, at han er færdig med at træne særlige sansemotoriske øvelser, men det skal være kombineret med en særlig sportsform for at holde hans interesse. Jeg er i gang med at undersøge hvilke muligheder, der findes i min kommune herfor.
