tirsdag den 4. marts 2014

Sensitive teenagere og den første forelskelse

Er du forælder til en sensitiv teenager og kan du komme i tvivl om hvad du skal gøre, når din teenager møder den første berusende forelskelse?

Læs med her, hvor vi vil prøve at komme med nogle overvejelser og refleksioner på hvad vores rolle som forælder kan være til en teenager, der bliver forelsket første gang. Det skal pointeres, at vi på ingen måde er professionelle, men blot flere bag denne blog som har gjort vores erfaringer med at have sensitive teenagere som forelsker sig for første gang.


De unge sensitive teenagere oplever følelseslivets aspekter meget dybt og nuanceret, hvilket kan være en særdeles overvældende oplevelse de første gange man bliver forelsket. Alle sanser zoomer ind på den pige eller dreng man er forelsket i og den unge sensitive teenagere dagdrømmer, går i stå, hører musik, tegner, spiller computer og prøver på alle måder at fordøje og bearbejde de mange ukendte sanseindtryk den første forelskelse giver.

Den første forelskelse hos en sensitiv teenager kan ofte være sværmende i sin art og modparten får det højst sandsynligt ikke at vide fordi den sensitive teenager vil være meget overvældet af sine egne følelser og i tvivl om hvordan de brusende følelser skal håndteres. Frygten for afvisning og behovet for selv at forstå og erkende, at disse nye sanseindtryk er en del af teenagelivet kan være ganske overvældende for teenageren.

Der kan være små nuanceforskelle i hvordan den sensitive teenager reagerer på den første forelskelse og du kan opleve, at den sensitive unge bliver mere følelsesladet, har større udsving end normalt og har behov for at trække sig endnu mere tilbage på deres værelser for at få tid til at bearbejde alle følelserne.

Den særlige sensitive teenager er ofte hurtigere følelsesmæssig moden og oplever mange facetter af forelskelsen som andre "almindelige" teenagere nødvendigvis ikke gør og det kan derfor få din sensitive teenager til at føle sig anderledes end sine jævnaldrende på en anden måde og mere dyb måde end de normalt gør. Den sensitive teenager kan reagere kraftigt på dette med gråd, tristhed, ensomhedsfølelse og forladthed. Det er ganske overvældende at være forelsket den første gang og den sensitive teenagere har ikke det samme erfaringsgrundlag som vi voksne i forhold til at vide, at det ER muligt at overleve sådan en brusende, vanvittig og fantastisk forelskelse, der kan give tilstand af svimlende lykke og dyb sorg, hvis teenageren bliver afvist eller finder ud af, at den ombejlede er forelsket i en anden.