I går var til begravelse. Det var en smuk og hård dag. Vanvittigt udmattende for min særligt sensitive søn, der var til sit livs første begravelse. En hård dag for en lille sensitiv dreng med en gammel og følsom sjæl og hvis nerve- og sansesystem i den grad var på arbejde. Der var sorg, gråd og latter, men mest af det første. Der er en tid til alt - også til at dø som Paulus engang så rigtigt skrev.
Der er en tid til sorg for en særligt sensitiv dreng. En tid til at græde, være vred og stille alverdens store spørgsmål om liv og død. Der er en tid til at græde og sørge. Der er en tid til gå bagefter en kiste, der rulles ud på en vogn fordi den skal sænkes i jorden på en smuk kirkegård langt ude ved vandet, hvor vejret var med os. Det var et rigtigt Dødevejr. Blikstille, ikke en lyd var at høre fra hverken vind eller fugle. Disen lå henover vandet og markerne og lod Himlen komme tæt på os alle den dag sammen med den isnende kulde der forhíndrede at vi stod alt for længe ved graven.
Der er en tid for en lille særlig sensitiv dreng at forsøge at holde så meget sammen på sig selv og kæmpe for ikke at bevare fatningen og i det øjeblik ikke vil tage i mod sin mors udstrakte hånd fordi sorgen overvælder så voldsomt at intet andet rummes.
Der er en tid for en lille sensitiv drengs sorg og kaste jord ned på sin farfars kiste 2 meter nede i jorden. Der er en tid til at græde højt og klagende hvilket han gjorde i nat kl. 2.00. Højt, klagende og inderligt sammen med sin mor der nu er så udmattet at jeg måtte holde fri fra arbejdet i dag.
Der er en tid til sorg for en lille sensitiv dreng. Det er nu. Tid til sorg. Vi må se hvor længe der går inden hans sensitive sanseapperat har bearbejdet sådan en hændelse.
Der er en tid til sorg for en særligt sensitiv dreng. En tid til at græde, være vred og stille alverdens store spørgsmål om liv og død. Der er en tid til at græde og sørge. Der er en tid til gå bagefter en kiste, der rulles ud på en vogn fordi den skal sænkes i jorden på en smuk kirkegård langt ude ved vandet, hvor vejret var med os. Det var et rigtigt Dødevejr. Blikstille, ikke en lyd var at høre fra hverken vind eller fugle. Disen lå henover vandet og markerne og lod Himlen komme tæt på os alle den dag sammen med den isnende kulde der forhíndrede at vi stod alt for længe ved graven.
Der er en tid for en lille særlig sensitiv dreng at forsøge at holde så meget sammen på sig selv og kæmpe for ikke at bevare fatningen og i det øjeblik ikke vil tage i mod sin mors udstrakte hånd fordi sorgen overvælder så voldsomt at intet andet rummes.
Der er en tid for en lille sensitiv drengs sorg og kaste jord ned på sin farfars kiste 2 meter nede i jorden. Der er en tid til at græde højt og klagende hvilket han gjorde i nat kl. 2.00. Højt, klagende og inderligt sammen med sin mor der nu er så udmattet at jeg måtte holde fri fra arbejdet i dag.
Der er en tid til sorg for en lille sensitiv dreng. Det er nu. Tid til sorg. Vi må se hvor længe der går inden hans sensitive sanseapperat har bearbejdet sådan en hændelse.
