Set i bakspejlet burde vi nok allerede have søgt hjælp da han var mindre i forhold til at få undersøgt nærmere, hvorfor han var hypermotorisk, havde langsom sprogudvikling og rigtig mange nedsmeltningsanfald, når sanseindtrykkene behov blev for meget. På den anden side har jeg heller ikke længere dårlig samvittighed fordi vi vidste ikke bedre dengang. Min mand og jeg er begge forholdsvis veluddannede og veloplyste mennesker, men både sundhedsplejerske, egen læge og pædagogerne i børnehaven fandt ingen grund til bekymring. På min opfordring havde vi en talepædagog fra PPR til at se på min søn. Talepædagogen konstaterede, at min søn havde en lidt forsinket ekspressiv sprogudvikling, men fandt ingen grund til yderligere undersøgelse.
Dannelse af selvværd
Det er ikke lykkedes mig at opspore en entydig definition på hvad der specifikt beskriver begrebet selvværd. Generelt kan det siges, at dannelse og opbygning af selvværd kræver en spejling af barnets tidlige omsorgspersoner. Det kræver en spejling af barnets behov, i mødekommelse af spædbarnets gråd, der fortæller os, at der er noget galt. Selvværd opfattes af psykologiske forskere som en "lidt senere", mer bevidst oplevelse og fornemmelse for ens eget værd. Et positiv eller negativt selvværdfølelse dannes ligeledes i relationen til nøglepersoner. Det dannes i den første spæde kontakt mellem spædbarn og mor/far. Min søn kom til verden 3 uger for tidligt. Han havde masser af fosterfedt og ganske tidligt viste det sig, at han klart ville have haft bedst af at være blevet lidt længere i livmoderens beskyttende vandhule, hvor hans sanse- og nervesystem kunne have haft de bedste betingelser for udvikling. Sådan blev det ikke og få uger gammel begyndte han at skrige højt og længe. I måneder. Han havde tydelige mave- og tarmproblemer med at nedbryde modermælken. Han blev ammet fra første dag og jeg forsøgte at give ham al den kropskontakt jeg vidste et lille spædbarn havde brug for. Jeg havde set nogle rædselsfulde billeder fra børnehjem i Rumænien, hvor man så hvilke svære skader børn uden kropskontakt og nærhed kunne få.
Alligevel var det svært at for mig. Hans høje og skingrende gråd føltes som en total afvisning. Hans lille krop kunne krumme sig sammen eller nærmest forsøge at krybe væk, når han lå tæt op af mit hjerte. Det gjorde mig total frustreret og ked af det. Vi prøvede alt. Kamillethe og zoneterapi. Min mand travede op og ned af gulvet med ham i timevis. Jeg kunne huske de lange, lange aftener i den lange og mørke vinter der føltes uden ende. Sommetider var jeg så ked af det og kunne ikke holde hans skrigeri ud. Jeg havde ikke overskuddet til at spejle hans behov uafladeligt. Jeg fik ikke sat så mange ord på, der kunne spejle at jeg SÅ ham og hans behov der om natten. Vi forsøgte bare at være der - halvt bevidstløse af mangel på søvn. Da han voksede lidt til fik han nogle gevaldige nedsmeltningsudbrud eller "sansemæssige trafikpropper". Disse nedsmeltningsudbrud var tegn på en dårlig fungerende sanseintegration. Det forstod jeg ikke dengang. Det var svært for mig at spejle ham. Jeg havde svært ved at holde hans skrigeri ud da tonen nærmest lammede mig og gjorde mig handlingslammet. Jeg forsøgte at "se" ham og kommentere hans handlinger mange gange, når han ikke skreg af frustration eller af trods da han blev ældre og slog hovedet i gulvet af bar frustration, når han ikke kunne udtrykke sine behov.
Sanseintegration
Den dårlige sanseintegration og motoriske vanskeligheder giver grobund for et dårligt selvværd hos børn, der er ramt af sansemotoriske vanskeligheder. Barnet bliver usikker på sig selv og sin omverden, når det ikke kan stole på de sanseindtryk de modtager neurologisk for at kunne navigere i verden. Når berøring (taktile sanseindtryk) føles som smerte eller nåle, der prikker i huden, når verden opleves som for voldsom, for høj, for farlig, for usikker og for gyngende er det umuligt at udvikle en fast kerne af selvværd. Det kunne jeg tydeligt se i starten af 0. klasse, hvor min søn begyndte at vise tegn på, at han ikke magtede at være med i de aktive lege som drengene i hans klasse legede. Han ville så gerne være med, men magtede det ikke. Han var så meget på over-arbejde i forhold til at navigere i det ustrukturerede miljø som frikvarterer og sfo repræsenterede, at han helt mistede modet på at gå i skole. Vi oplevede ikke, at han trivedes optimalt.
Jeg fik dårlig samvittighed (en mors evige dilemma) fordi jeg godt kunne se, at jeg ikke altid havde spejlet ham, set ham og anerkendt ham i hans behov for at føle sig noget værd. Når jeg husker tilbage husker jeg mest stunder med et skrigende barn, der enten var i trodsalderen eller ikke ville høre efter. Min søn havde tydeligvis kropsligt ubehag p.g.a sit umodne sansesystem, men jeg forstod det ikke dengang. Jeg vidste det ikke og det kan jeg stadig få en flig af dårlig samvittighed over selvom min søn trives det meste af tiden nu, hvor en intensiv indsats igennem flere år har modnet ham og gjort ham langt mere "standhaftig" i dag.
Der er håb
Nåede du ned til bunden af denne lange artikel vil jeg runde af med at sige, at der er håb forude. Sanseintegrationssystemet kan til stadighed påvirkes og modnes hele livet ved den rette stimulation og påvirkning. Jeg har læst om helt sensationelle ændringer i forhold til børn med rene sansemotoriske problemer. Min egen søn har rykket sig gevaldigt og skal på lejrtur med hele skolen i nærmeste fremtid. Det er i høj grad et brud på de vante rammer og tidligere ville hans stærke behov for systemafhængighed ikke give de rette rammer for en god tur. Nu er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at sådan en lejrtur kan han sagtens klare og til med nyde! Han har snakket om det i ugevis og han glæder sig. Det gør jeg også - på hans vegne!
