I dag havde mellemste søn den største sejr nogensinde i børnehaveklassen.
Han har spillet og spillet og spillet forskellige boldspil den sidste uge. Med en smule skubben på fra min side og hans egen gå-på-mod på trods af sine vanskeligheder har han overvundet sine egne grænser og oplevede i dag den største sejr i forhold til sine motoriske vanskeligheder.
Han blev nummer et i stikbold i eftermiddagens sfo-tid i dag. Han greb og undveg boldene fra andre 20 børn, så han til sidst vandt en runde i stikbold. Det er aldrig sket for ham før og han var pavestolt, da han blev hentet hos en legekammerat i eftermiddag.
Jeg var så berørt, at jeg måtte lade tårerne løbe ude på badeværelset. Af glæde. Det var simpelthen den bedste oplevelse med mellemste søn længe. Jeg så den glæde og det gryende motoriske selvværd, der vokser langsomt, men støt i disse uger og det rørte mig dybt. Lille skat, lille mand. I hans øjne så jeg den uskyldsrene glæde, der skal kendetegne en helt normal lille drengs verden. En ren lykke og stolthed over sin motoriske præstation. En lykke i den rene form uden dikkedarer. Disse sjældne øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed. En slags religiøs og åndelig oplevelse af fred. I mødet mellem vores øjne var frugten af de sidste 6-8 ugers erkendelse og vilje til at ændre svære betingelser til det bedste.
Så i aftes slog vi kolbøtter igen og igen og igen.
Mindstepigen var med. Hun er allerede verdensmester i hurtige og runde kolbøtter, selvom hun kun er lige 2 år. En fantastisk lille pige, der snakker og snakker og snakker.
Dette indlæg blev oprindeligt skrevet i april 2009
LinkWithin
